Litteratur

Kunst og krop: samtale ml. Capsar Eric og Emil Falster

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Standard: 90 DKK
Medlemmer af kunstforeningen: 50 DKK
Sted
Kunst ♥ Aabenraa, Skolegade 11

Mød digterne Caspar Eric og Emil Falster i en samtale om krop, kunst og alle de måder, vores krop og identitet formes af det, der er omkring os.

Begge har skrevet om livet med handicap i Danmark og på forskellige vis arbejdet med identitet, marginalisering, privilegier og maskulinitet.

Caspar Eric gør det gennem digtsamlingen CRIP, som giver et nyt sprog til erfaringer med handicap og insisterer på, at handicap også er et samfundsanliggende. 
Emil Falster er handicapforsker, med fokus på mennesker med funktionsvariationer, især børn og unge, og på de strukturelle, kulturelle, institutionelle og sociale betingelser, der former levevilkår, deltagelse og identitet. I 2024 udgav han Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop.

Caspar Eric er født med cerebral parese, og er en af sin generations mest markante danske forfattere og digtere, og han har udgivet flere anmelderroste og prisbelønnede værker, der forener det personlige med det politiske. CRIP kombinerer vrede, sårbarhed, kulturkritik og humor i et opgør med forestillinger om normalitet, værdighed og livskvalitet.

Emils skønlitterære debut, digtsamlingen VORDINGBRONX, er en poetisk oprørs- og kærlighedserklæring, hvor provinsen beskrives som et ar, en arv og en kampplads. Samlingen viser, hvordan ulighed præger kroppe, sind og relationer, og han forener personlige erfaringer med et sociologisk blik.

Samtalen finder sted på Skolevej 11 i Aabenraa, hvor den frivillige kunstforening Kunst ❤️ Aabenraa udstiller kunst fra kunstskolerne Bifrost i Randers og Snurretoppen i Horsens. Begge skoler henvender sig til voksne med særlige behov.